Om mig
Mit navn er Camilla, og jeg bor på Øster Alle. Jeg er født i 1989 og jeg blev ansat i dagplejen i april 2021. Min familie består af mig og min datter Merle (2017) og vores hund Hudson (2022). Hudson er på 1. Salen det meste af dagen, når børnene sover til middag, for han lov til at komme ned i stuen.
Mine omgivelser, -inde og ude
Indenfor leger vi i stueetagen. Vi har et legekøkken, hvor der rigtig kan kokkereres. I stuen har vi også et læsehjørne og der er plads til at lege og udfolde os.
Vi har en stor have, hvor vi rigtig kan få udfordret motorikken, studere naturen og dens små insekter, planter og blomster. Vi har et gyngestativ med sansegynge, en rutsjebane, motorcykler og sandkasse med en masse legetøj.
Hverdagen hos mig
Når børnene bliver afleveret om morgen, tager jeg imod dem i gangen, hvor vi siger pænt farvel og vinker til mor/far. Der er mulighed for at få serveret morgenmad frem til 7:30, hvis man ikke har spist hjemmefra.
Herefter starter dagen stille og roligt med leg i stuen, indtil klokken 8-8:30 hvor vi spiser formiddags mad. Når vi alle er samlet, kan dagens aktiviteter rigtig begynde. Vi hygger måske indenfor, hvor vi elsker at tumle på gulvet, lege i vores lege køkken, eller være kreative ved bordet. Vi nyder også at komme ud i haven at lege, samt komme på tur ud i naturen, eller besøge en kollega og hendes børn.
Når klokken nærmer sig 11.00 er det ved at være tid til at spise middagsmad. Her hjælper børnene med at dække bordet. Vi vil som oftest nyde et stykke rugbrød og noget grønt, men vi spiser også varmt mad somme tider. Når vi er færdige med at spise, synger vi vores “tak for mad” sang, og begynder at gøre klar til middagslur.
Som udgangspunkt sover børnene ude i deres barnevogn, men jeg har sommetider også børn sovende inde. Særligt de børn som snart skal til at gå i børnehave, øver vi med at sove indenfor på en madras, så overgangen er mere glidende for dem.
Når børnene stille og roligt begynder at vågne, er det tid til frugt. Vi spiser som regel omkring klokken 14-15 alt efter hvor længe børnene sover. Når vi har spist, og alle mand er oppe, fortsætter vi legen enten inde eller ude i haven.
Herefter slutter dagen stille og roligt, og vi siger farvel og på gensyn.
Mine værdier
Det er vigtigt for mig at give jeres barn en tryg start, når de skal være væk, fra jer for første gang. Hverdagen herhjemme vil være fyldt med nærvær, omsorg og leg i trygge rammer. Det er vigtigt for mig at give jeres barn en masse gode oplevelser, samt en indholdsrig dag med aktivitet og læring igennem leg. Jeg vægter et godt, og ærligt forældresamarbejde med jer højt, så vi sammen kan give jeres barn de bedst mulige forudsætninger i livet.