Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Lena Søndergård Andersen


 

 

Om mig

Mit navn er Lena Søndergård Andersen og jeg er født i 1994, i 2021 blev jeg uddannet pædagog.

Jeg blev ansat i dagplejen i januar 2024, og er rigtigt glad for det. Jeg bor i området Revsø, tæt ved Sommersted. Her bor jeg sammen med Claus og vores fire børn Lykke, Noah, Naya og Lasse.

Mine omgivelser,- inde og ude

Indenfor har vi renoveret vores gamle gildesal, og lavet om til dagplejerum. Her opholder vi os, når vi er inde. Her er både køkken og spiseplads, der er en sofa til når vi skal læse bøger, der er lege køkken og et hav af andre legesager. Derudover er der også masser af plads til at tumle. Vi kan også rigtigt godt lide at synge og danse, og her har vi også forskellige instrumenter, vi kan undersøge.

Udenfor er der en stor indhegnet have, med legehus, gyngestativ, sandkasse og mange maskiner, scootere og cykler man kan køre på, på terrasserne. Uden for haven, har vi også et område med grise og høns, og børnene er også glade for vores katte, som bor udenfor. Vi kan gå en tur med barnevognen gennem vores grantræsmark, ned forbi rideskolen der er lige i nærheden eller en tur i Revsø skov. Vi har også en ladcykel vi kan bruge, når vi skal lidt længere. 

Hverdagen hos mig

Dagen hos mig starter indenfor. Børnene får lov til at lande, nogen har brug for morgenmad og børnene kan lege og fordybe sig i det de har lyst til sammen med mig. Klokken cirka 8.30 spiser vi lidt formiddagsmad, hvor vi efter går i gang med aktiviteter. Det kan være aktiviteter, som jeg har planlagt, men jeg kan også godt lide at være spontan og følge børnenes initiativ og nysgerrighed. Disse aktiviteter er meget varierende, og de kan foregå både ude og inde, nede på gulvet eller ude på tur med barnevognen eller ladcyklen. Omkring klokken 11.30 spiser vi frokost og efterfølgende er børnene trætte og kommer ud og får en god middagslur. Når de vågner, spiser vi lidt eftermiddagsmad og hygger os indtil børnene bliver hentet.

Vi har også mulighed for at være sammen med andre dagplejere, enten hos hinanden, i legestue eller i heldaglegestue i Oksenvad.

Mine værdier

Hos mig tager jeg udgangspunkt i det enkelte barn og dets udviklingszone. Jeg er god til at sætte mig i barnets sted, og bruger meget tid på at opbygge trygge relationer både til barnet og dets forældre. Jeg er god til at sadle om og evaluere på mig selv og dagplejen her hos mig. Jeg kan godt lide at bruge kreative udtryksformer - med det mener jeg musik, sang, små skuespil og dukketeater, tegne, male, føle og mærke. Jeg kan også rigtigt godt lide at være udenfor med børnene, hvor vi kan tumle, blive beskidte og undersøge og derved udvide verden omkring os. 

Jeg har en kærlig og humoristisk tilgang til børnene og er altid klar med kram og pust.