
Om mig
Mit navn er Malene List, og jeg er fra årgang 1989. Jeg er uddannet klinisk diætist og begyndte som dagplejer i april 2024. Jeg bor på Tåsingevej 73 i Starup sammen med min mand, Christoffer, og vores to børn, Lærke fra 2017 og Oliver fra 2019. Vi har også en Golden Retriever ved navn Laura. Hun er en meget stille og rolig hund, og for det meste opholder hun sig i et andet rum, men vi siger hej til hende hver dag.
Mine omgivelser,- inde og ude
Når vi leger indendørs, gør vi det for det meste i vores legeværelse, som ligger lige ved døren, når man træder ind i huset. Rummet er indrettet med mange legesager, og der er også en stor madras, hvor vi slapper af og gerne hører en god historie. Derudover har vi en stor opholdsgang, hvor vi også leger, især med små gymnastikredskaber, som giver børnene mulighed for at øve deres motorik. Vi elsker at synge og danse til musik, hvilket vi også gør i vores køkkenalrum, som har plads til både bevægelse og kreative aktiviteter. Her sidder vi også ved bordet og spiser vores mad.
Udenfor har vi et stort fliseareal, hvor vi kan lege i sandkassen og køre rundt på køretrøjer. Vi er også gode til at spille bold på græsplænen. Lige ved siden af, hvor jeg bor, ligger en stor legeplads, som vi også elsker at besøge. Derudover nyder vi de dejlige omgivelser, Starup tilbyder, især på en god gåtur, hvor vi både har mulighed for at se vand og skov.
Hverdagen hos mig
Dagen hos mig starter roligt, og jeg sørger for at skabe tryghed for børnene fra det øjeblik, de ankommer. Vi tager altid en god afsked med mor og far i entreen, så børnene kan begynde dagen stille og roligt. Jeg sætter legetøj frem, der indbyder til rolig leg, og de børn, der møder før kl. 7:30, tilbydes morgenmad, hvis ikke de allerede har spist hjemme.
Omkring kl. 8:45 spiser vi formiddagsmad sammen. Her synger vi ofte sange eller læser en bog. Efterfølgende er der plads til fri leg, eller vi tager på ture – for eksempel besøger vi kollegaer, leger på legepladsen, eller deltager i vores ugentlige legestue sammen med andre børn.
Frokosten serveres kl. 10:45, hvor jeg tilbyder varieret og nærende mad, så børnene får præsenteret forskellige smagsoplevelser. Efter frokost bliver de puslet og gjort klar til middagslur.
Når børnene vågner fra deres lur, serverer jeg eftermiddagsmad. Resten af dagen bruger vi på leg – enten i haven eller indenfor, afhængigt af vejret og børnenes behov. Hverdagen slutter med et glædeligt gensyn med mor og far, hvor jeg sørger for, at overgangen fra dagpleje til hjem foregår så trygt og positivt som muligt.
Hverdagen er en kombination af faste rutiner og plads til spontanitet. De faste ritualer skaber tryghed og er lærerige for børnene, mens spontane aktiviteter giver mulighed for kreativitet og fri leg, hvor de små selv kan sætte en leg i gang. Jeg prioriterer, at vi kommer ud hver dag for at få frisk luft og bevæge os.
Mine værdier
Jeg brænder for at skabe et trygt og udviklende miljø, hvor børnene kan trives og vokse. Jeg ønsker at give børnene en solid base af selvstændighed, robusthed og et stærkt selvværd, så de føler sig trygge ved at udforske verden omkring dem. Jeg lægger stor vægt på at fremme børns motoriske udvikling gennem leg og aktiviteter, samtidig med at jeg ser legen som en vigtig kilde til både læring og glæde. Jeg brænder især for udeliv og at være en god ven, hvor børnene lærer at dele og kommunikere.
Mine vigtigste egenskaber som dagplejer er, at jeg er anerkendende, nærværende og i stand til at skabe tryghed både for børnene og forældrene. Jeg har stor omsorg for hvert enkelt barn og ser det som min opgave at støtte deres udvikling i et trygt og positivt miljø.