Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ulla von Wildenradt

 

Portræt af Ulla

Om mig

Jeg hedder Ulla von Wildenradt, er født i 1971 og bor på Thorsvej 7. I 2008 startede jeg som dagplejer i Vejen, og da jeg ultimo 2009 flyttede til Haderslev, fortsatte jeg som dagplejer. Jeg bor sammen med min søn Emil (2005). Jeg har ingen husdyr, er ikke-ryger, og mit hjem er røgfrit.

Mine omgivelser,- inde og ude

Hos mig leger vi i stuen, hvor vi bl.a. har et legekøkken, og i køkkenet, hvor vi også spiser. Fra stuen går vi direkte ud på en dejlig stor delvist overdækket terrasse. Her er der plads til at boltre sig, og vi har legehus, sandkasse og diverse køretøjer, som bliver flittigt brugt. Op af nogle trappetrin (gode for motorikken) og vi er på græsplænen, hvor der spilles bold og leges andre spændende lege. Den overdækkede terrasse bruges også når børnene skal sove, og det er trygt for både dem og jeg, da jeg så nemt kan se og høre dem fra min stue.

Hverdagen hos mig

Når vi er herhjemme og leger indenfor, kan vi godt lide at danse, kravle, hoppe, synge og læse i bøger. Nogle gange er det mig, der sætter en leg i gang, og andre gange klarer børnene det helt selv. Det synes jeg, er vigtigt for at styrke deres selvværd, og på den måde får de også udviklet både deres personlige og sociale kompetencer.

 Jeg prioriterer højt at komme ud. Vi går ture, hvor vi går på opdagelse i naturen, går på legepladsen, mødes med kolleger og nyder i det hele taget at have tiden til fordybelse. Vi møder jo mange spændende ting og dyr på vores vej – f.eks. En snegl der langsomt kommer fremad, eller måske hører vi en hund gø, ser heste på marken. Måske kan vi høre en flyvemaskine – men hvor er den mon, for vi kan jo ikke altid se den…

 Jeg arbejder med babytegn. På den måde kan de mindste, før de får sprog, gøre sig forståelige på nogle enkle ting – f.eks. sult, tørst og sove.

Mine værdier

Det er vigtigt for mig at børnene får en god motorik (bl.a. derfor jeg er DGI dagplejer) og at de bliver selvhjulpne (i hvert fald næsten), så de selv kan tage tøj af/på, når vi skal ind/ud.  

Jeg lægger stor vægt på et godt forældresamarbejde, hvor en åben og ærlig dialog er vigtig, da det er med til at give en tryg hverdag for os alle. Spørg hellere en gang ekstra, i stedet for at gå og undre jer over noget.

 Jeg tilbyder: masser af tryghed, nærvær og omsorg for det enkelte barn. Genkendeligheder og gentagelser. Alsidig kost. Børnene bliver en del af hjemmet og dets gøremål. (F.eks. kan de være med til at tømme opvaskemaskinen).

 Og vigtigst af alt masser af knus og kram… Jeg glæder mig til at være sammen med jeres guldklumper.

 Mange hilsner

Ulla