Om mig
Jeg hedder Isabella og bor på Hindbærvej 13. Jeg er født i 1992 og blev ansat i dagplejen i oktober 2023. Jeg bor sammen med min mand Rasmus og har 3 børn fra henholdsvis 2011, 2014 og 2022. Den yngste har jeg i min dagpleje.
Jeg er uddannet pædagogisk assistent og har tilegnet mig erfaring inden for målgruppen 0-3 år gennem tidligere job i vuggestue.
Mine omgivelser,- inde og ude
Mit legeområde er indrettet i stuen med en rumdeler der indeholder forskelligt aldersvarende legetøj inddelt i kasser efter kategori. Et legekøkken og skumrutsjebane, der flittigt bliver brugt, en læsekrog til at fordybe sig i til de lidt mere stille aktiviteter og har vi brug for at brede os, har jeg en stor fordelingsgang, hvor vi ofte trækker ud og bygger motorikbane.
Udenfor er der både græs og fliser, så der kan vippes på græsset og køres på diverse køretøjer på fliserne. Der er også en sandkasse og et børne-borde-bænkesæt, som vi ofte spiser frugt ved i sommerhalvåret.
I haven har jeg forskellige frugttræer og bærbuske, som vi nyder godt af i sæsonen.
Ud fra de styrkede pædagogiske læreplaner, har jeg særlig fokus på sprogudvikling, natur og udeliv, som jeg arbejder bevidst med i dagligdagen.
Hverdagen hos mig
- Vi starter dagen i et roligt tempo og der tilbydes morgenmad frem til kl. 7.30
- Vi får formiddagsmad/snack kl. 8.30-9 som består af grøntsagsstave (peberfrugt og agurk) og hertil brød. Her læser vi oftest også dialogisk læsning og synger sange alt efter hvilket tema, vi har fokus på.
- Kl. 9 går vi i gang med dagens aktiviteter ud fra de styrkede pædagogiske læreplaner. Vi bruger vores nærområder, der byder på mange muligheder som f.eks. skov, legeplads, spejderplads og byparken, og vil vi på en længere tur, har vi en ladcykel til rådighed. Når vi er hjemme, kan vi lege i haven, være kreative, lege motoriske lege, lege indenfor, synge, læse m.m.
- Ved 11 tiden serveres der frokost, der som regel består af rugbrød med diverse pålæg og grønt til.
- Ved 11.30-12 tiden puttes børnene stille til middagslur. Barnevognene står i min udestue, der kan åbnes op i alle sider, så der cirkulerer luft igennem, samtidig med at der er læ for vind og vejr. De større børn har mulighed for at sove indenfor på en madras.
- Efter lur ved 14.30-15 serveres der eftermiddagsmad i form af frugt og brød. Resten ad dagen foregår på børnene præmisser med fri leg.
Vi er fast i legestue en gang i ugen.
Når der er et barn der nærmer sig børnehavestart, går vi også på besøg i børnehaven en gang i måneden op til.
Vi mødes gerne flere gange i ugen med de andre dagplejere og deres børnegrupper, så det er kendte ansigter, når børnene indimellem skal i gæstedagpleje.
Mine værdier
Tryghed, omsorg, nærvær og udvikling lægger jeg størst vægt på i mit arbejde.
Det er vigtigt for mig at skabe trygge rammer for børnene og have et tæt samarbejde med jer forældre. En genkendelig hverdag med forudsigelighed og at børnene mødes anerkendende og støttes i deres udvikling til at tilegne sig gode sociale kompetencer, robusthed og blive selvhjulpne, så de er godt klædt på til næste store skridt, som hedder børnehave.