Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Maiken Boie Hansen

Portræt af Maiken

Om mig

Mit navn er Maiken og jeg bor på Hyrupvej 11 i Bevtoft. Jeg er født i 1990 og har været ansat i dagplejen siden 2019. Min mand hedder Brian og sammen har vi fire børn, Noah fra 2009, Liam fra 2016, Melia fra 2018 og Nellie fra 2020. Jeg dimitterede som aut. klinisk diætist i 2019 og har en uddannelse som kognitiv parterapeut, men jeg har nu fundet min rette hylde som dagplejer, som jeg elsker og brænder for at være.

Mine omgivelser,- inde og ude

Jeg kan tilbyde et legerum på 34m2 med udsigt til en stor indhegnet have, hvor der også er et legeområde med sandkasse, sandlegetøj, legehuse, udendørs køkken, sansegynge, babygynge, legetøj på hjul og små rutsjebaner, hvor børnene kan udfolde sig. I haven har vi 7 frugttræer og et område med højbede, hvor jeg dyrker vores eget frugt og grøntsager sammen med børnene, da jeg ser det som en vigtig værdi at lære børnene om ”fra jord til bord”.

I legerummet er der et læsehjørne, lege-café, legeskum og naturligvis masser af legetøj.
Jeg har et skur, hvor barnevogne må opbevares på eget ansvar i hverdagene.

Hverdagen hos mig

  • Morgenen foregår oftest indenfor med læsning eller leg for at skabe ro omkring børnene, når de kommer. Indtil 7.30 serverer jeg morgenmad til de børn, der ikke har fået morgenmad hjemmefra.

  • 8.30-9.00 serveres formiddagsfrugt og vand. Herefter er det forskelligt, hvad vi laver af aktiviteter. Det kan være vi går en tur, leger udenfor, er kreative, går i køkkenet, arbejder med sanser og motorik eller bare har lyst til at lege indenfor. Jeg foretrækker, hvis børnene kommer senest kl. 9.00, hvis vi skal ud af huset.

  • Kl. 11.00 serveres der rugbrød med snackgrøntsager og mælk. Jeg tilbyder fiskepålæg minimum 2 gange om ugen.

  • 11.30-12.00 puttes børnene i deres barnevogne. Der er mulighed for at større børn kan sove indenfor.

  • 14.00-15.00 serveres eftermiddagsfrugt og vand.

  • Hver tirsdag besøger vi børnehaven og hver fredag er vi i legestue i Bevtoft hallen, hvor vi mødes med de andre dagplejere og lånebørn i byen.

Mine værdier

Det er vigtigt for mig, at børnene føler sig anerkendt og får opbygget et godt selvværd og masser af gå-på-mod, så de kan mestre verden omkring dem. Derfor vil det altid være min førsteprioritet, at børnene føler sig trygge og får masser af kærlighed og omsorg.

Ift. læring, så laver jeg et årshjul, hvor jeg planlægger aktiviteter, så jeg arbejder med de pædagogiske læreplaner i løbet af året.