Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Joan S. Bartholin

 

Portræt af Joan

Om mig

Mit navn er Joan Svanholm Bartholin. Jeg er født i 1971 og bor i Vojens med min mand Morten og hans søn Daniel samt min søn Benjamin.

Vi er en stor familie, på 8 sammenbragte børn, som vi bruger meget tid sammen med, når tiden tillader det. Vi kan godt lide at være udenfor på tur hvor både sjov og ballade såvel som kulturelle oplevelser er i centrum. Er vi inde eller hjemme, er vi gerne i køkkenet eller ved spisebordet med et brætspil. I vores hjem er der højt til loftet, meget latter og plads til at være forskellige.

Mine omgivelser,- inde og ude

Omgivelserne hjemme hos mig består af et hus på 3 etager, hvor vi primært opholder os i stueetagen, samt i vores store have. I stueetagen har vi indrettet en god del af stuen til legerum, hvor der er plads til at udfolde sig, med alt hvad hjertet begærer. Derudover er der et stort køkken-alrum, spiseplads og indgang til stue.

Inde i legeværelset er der reoler med legetøj, biler, dukker, bøger, klodser og meget mere. På gulvet er der kurve med en masse Lego som vi benytter meget, dukkesager samt madrasser der kan foldes ud til aktiviteter.

Udenfor er der et stort område med fliser, hvor der er plads til at køre på diverse scootere, cykler mm. Der er endvidere sandkasse samt legehus i enden af haven, og et stort græsareal hvor der er plads til at boltre sig med sanselege, eller hvad vi ellers finder på. Haven ligger bag huset og er lukket med låge i den ene side og skur i den anden - hvor der også er plads til opbevaring af barnevogn.

Hverdagen hos mig

Hverdagene hos mig byder på forskellige ting, men der er nogle ting, vi gør mere end andre. Vi går meget i skoven, taler meget om dyr, farver, lyde og andre ting i naturen. Så er vi meget kreative og laver alt fra at male og tegne til at lave kreative ting der kan hænges op i gitteret i loftet, så man kan kigge på det fra mange forskellige perspektiver og vinkler.

En hverdag hos os, kunne se sådan ud:

Formiddagsmad kl ca. 08.30 der ofte består af en form for brød og lidt frugt, og ellers bruger vi morgenen på fri leg med de ting, vi har i legeværelset. Efter formiddagsmad er vi gerne ude, hvis vejret tillader det, og går gerne en tur til en legeplads i området, eller en tur i haven. Derudover mødes vi også gerne med en anden dagplejer, så børnene kan lege på kryds og tværs. Frokost spises sammen ved bordet, derefter gøres der klar til middagslur. Her har vi som ofte et ritual der hedder sig, at vi læser en bog inden sovetid.

Efter middagsluren, får vi en eftermiddagssnack som ofte består af frugt og noget der knaser, og leger enten ude eller inde.

Mine værdier

Mit værdisæt er stort, og favner meget, men empati, respekt, sociale spilleregler, sprog, kreativitet, sanseudfoldelse, selvstændighed og selvhjulpenhed er noget af det, jeg ligger meget vægt på.  

Jeg brænder for at bidrage til udviklingen af fremtidens Danmark. Heriblandt være med til at give børnene en god rygsæk med sociale- og kreative egenskaber og interesser. Derudover være med til at skabe en interesse for at være ude samt generel nysgerrighed for læring og udfoldelse. Jeg arbejder meget med sanser - lyde, dufte, smage og føle, da jeg ved, hvor meget det betyder for den videre udvikling.